Introduktion for voksne begyndere

Igen i år inviterer Silkeborg Orienteringsklub voksne begyndere til introduktionsaftener her i foråret. Det forgår tirsdag den 17. og tirsdag den 24. april kl. 18 fra Silkeborg OKs klubhus.

Silkeborg OK havde stor medlemstilgang sidste år, hvor verdensmesterskaberne i skovene ved Silkeborg sikkert var med til at skærpe interessen for idrætten, der stiller store krav til både ben og hoved. Men i klubben er vi parate til at tage imod mange flere nye medlemmer.

Orienteringsløb er langt fra kun for folk med elite-ambitioner, de fleste medlemmer Silkeborg OK dyrker orienteringsløb på motionsplan – hvilket naturligvis ikke betyder, at der ikke bliver satset og kæmpet hårdt. I orienteringsløb kan der findes udfordringer på alle niveauer, og der konkurreres i alle aldersklasser.

Begge introduktionsaftener foregår fra Silkeborg OKs klubhus, der ligger på adressen Vejlsøvej 7 B – mellem Ferskvandscentret og Indelukket (følg skiltning mod Team Danmark Center fra Aqua).. Der begyndes kl. 18, med en halv times instruktion i klubhuset, hvor deltagerne bliver præsenteret for kort og kompas og får vejledning i, hvordan man ”læser” et orienteringskort.

Herefter skal deltagerne så i skoven og prøve orientering i praksis.. Erfarne løbere fra klubben står parate til at drage med de nye i skoven og fungere som ”skygger”.

Efter cirka en times let orienteringsløb i skoven ved klubhuset, er der opfølgende snak over en kop kaffe.

Får deltagerne smag for orienteringsløb kan de fortsætte med seniortræning hver tirsdag. Desuden har klubben træningsløb en gang ugentlig, og i løbet af sæsonen er der mulighed for at deltage i en række løb overalt i landet.